Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.10.1908, Blaðsíða 2

Sandheden tro i Kærlighed.
Ef. 4, 15.
Der kom en Gang en ung Mand til
Jesus. Hans Navn var Natanael, og idet
Jesus ser ham komme, siger han om ham:
Se, det er sandelig en Israelit, i hvem der
ikke er Svig. Nu ved jeg ikke noget om,
hvorđan denne unge Manđ saa uđ, om han
var stor eller lille af Vækst, smuk eller
grim, i fine eller simple Klæder, jeg ken-
der ikke noget til hans Familie, om den
var fornem eller lidet anset; men eet er
jeg sikker paa: at hans Ansigt, hans Øjne,
hele hans Færd har gjort et aabent, ær-
ligt og paalideligt Indtryk-. Jeg er vis paa,
at det har været en ung Manđ, der har
turdet se Folk lige i Øjnene, ikke i Vig-
tighed, Overlegenheđ eller Trods, men
med et roligt og klart Blik, som har for-
talt, at i denne unge Mand boede der
Sandhed, og det har været dette, hvorpaa
Jesus har set. Han har ikke lagt saa stort
Mærke til dette blotte Udvortes, men hans
første Tanke har været: Hvad bor der i
denne unge Manđs Hjærte, og derefter
har han dannet sig sin Mening om ham.
Du unge Mand og Kvinde! Vil ikke
ogsaa nok du komme til Jesus og være
hans Discipel. Fjenđtligt imod ham er
đit Hjærte næppe. Saa husk, at en vig-
tig Betingelse herfor er at være af Sand-
hed. I l.ivet om os er der megen Usand-
hed, meget, som blot er Skin og Bedrag,
meget, som blot lægger an paa at synes
uden at være.
Jeg behøver ikke at nævne dig saa
meget af dette. Du har sikkert selv set
en hel Del deraf. Vi træffer paa det i
det đaglige Liv, hvor Mennesker mødes
og siger hinanđen en Mængde behagelige
Ord uden at mene en Smule dermeđ, i
Selskabslivet, 'nvor det samme gentager
sig, -i Forretningslivet, hvor Varer roses,
skønt Sælgeren ved, at de er đaarlige,
paa Arbejdspladsen, hvor man vel s y n e s
at arbejde, men hvor ikke sjældent Hoved-
sagen er at drive Tiden hen og gøre det
mindst mulige, hvor man altsaa i Virke-
ligheden stjæler sin Løn ud af den Mands
Lomme, hvis Arbejde man er sat til at
udføre.
Og Usandheden er ikke blot u d e n -
f o r dig. Den er ogsaa i dig, og en sta-
đig Kamp maa der føres imod den. Vær
her paa din Post! Stræb efter at være
sand i din Tanke, i dine Ord, i din Ger-
ning. Det er svært. Det vil koste dig
Kampe, Ubehageligheder, maaske du end-
ogsaa — saa bagvendte er nemlig Menne-
sker saa ofte — i din Stræben efter at
være sand vil blive beslcyldt for at være
usand. »Det er en Israelit, i hvem der
ikkeerSvigc. Vilde ikke ogsaa du gerne,
at Herren skulde kunne sige det samme
om dig?
»Enhver, som erafSandhed, hører min
Røst«, siger Jesus. Den, der stræber efter
dette at være af Sandhed, er paa Vejen
til Kristus.
Men at være af Sandhed er ikke det
samme som at være uopdragen og ufor-
skammet. Mangen een var det og bilđte
sig med det samme inđ, at han var saa
umaađelig ærlig; Jesus var ogsaa ærlig;
men han var aldrig uopdragen. Hvis der
ved at være sand blot forstaas dette at gaa
lige efter sit eget Hoved uden det ringeste
Hensyn til andre, da er den Kunst vel ikke
den sværeste enđda; men Kunsten stiger,
naar der ved at være sand forstaas: at
være Sanđheden tro i Kærlighed; og det
er netop đen Sandhed alene, som Herren
bryder sig om. Her staar vi alle tilbage.
Hvis vi i vor Almanak skulde sætte en
Streg ved hver Dag, hvor vi havde syndet
imod denne Regel, ja, saa ved jeg, at min
Almanak kom til at se slem ud. Maaske
der ogsaa blev adskillige Streger i din.
Sandhed ogKærlighed. begge vi! Her-
ren finde hos os. Sandhed uden Kærlig-
hed bliver til Haardhed, Hensynsløshed.
Kærlighed uden Sandhed, det er Blødag-
tighed. Det er det store Maal for os ved
Herrens Hjælp at faa disse to arbejdede
sammen i os.
Men skal dette naas, da er der noget,
som vi ikke maa prøve paa at slippe uđenom,
og det er vore egne Fejl. Dem maa vi
erkende. Kan og vil vi ikke det, saa er
vi ikke af Sandhed, hvor modigt vi saa
end maaske tør sige Mennesker vor Me-
ning.
Herren hjælpe os at vokse i dette: at
være Sanđheden tro i Kærlighed.
Til dem, der kom hjem.
Ved Foraarstide I gjorde klar
Til den lange farlige Færd,
Og bort I stævned mod Islands Kyst
Fra de mange, I her havde kær.
Een drog bort fra det Hjem, hvortil han
saa kort
I Forvejen førte sin Brud,
Den unge Kvinde, som gav ham sin Haand
Ved Herrens Alter for Gud.
En anden drog bort fra Hustru og Børn,
Og Afskeđens Stund var tung;
Han ønsked’ at blive, han følte sig træt,
Han var jo ej længer ung.